- Genvej til:
- Klub
- By
- Anmeldelser (56)
Med fire klik til Camp Nou
Tilpas din egen pakke ved at vælge dit eget fly, rejsedatoer, hotel og sæder. Ingen ekstra omkostninger!
Det er en fuldstændigt uforglemmelig oplevelse at overære en FC Barcelona-kamp på det gigantiske Nou Camp (med en kapacitet på over 98.000 tilskuere). I sidste sæson vandt Barça den såkaldte 'Copa del Rey', og holdet, der nu trænes af Ernesto Valverde, fremviser med garanti både frygtløse angreb og spektakulær fodbold.
Klub info
FC Barcelona har en lang og stolt historie bag sig, og klubben har vundet mange nationale og internationale trofæer. Barça er i øjeblikket inde i den mest succesfulde periode i klubbens historie, og takket være den kyndige vejledning fra klubbens træner Tito Vilanova og ikke mindst den tidligere cheftræner Josep ’Pep’ Guardiola er fantastisk fodbold blevet belønnet med et væld af titler. Josep ’Pep’ Guardiola blev udnævnt som træner i 2008/2009-sæsonen og siden har de såkaldte Blaugranas vundet intet mindre end 11 trofæer, herunder 3 liga-titler og 2 Champions League-titler. Den spillestil, der oprindeligt blev indført af den hollandske træner Rinus Michel (dvs. fodbold kombineret med høj hastighed og konstant tryk på angrebet), er blevet klubbens varemærke, og med de topspillere som FC Barcelona besidder, resulterer det ofte i spektakulær fodbold. Josep ’Pep’ Guardiola forlod sin post efter sidste sæson og Tito Vilanova har nu overtaget.
Oprindelse FC Barcelona blev stiftet den 29. november 1899 af schweizeren Hans Kamper. Som 22-årig var han egentlig på vej til Afrika, hvor han havde planer om at hjælpe sin onkel med at etablere et selskab, der handlede med sukker, men han endte med at blive i Barcelona. Han elskede fodbold, og efter at have indsat en annonce i sportsmagasinet Los Deportes grundlagde han ”Barcelona Football Club” sammen med nogle engelske og schweiziske tilhængere.
Football Club Barcelona.
Kamper, der senere ændrede sit navn til Joan Gamper, valgte blå og lilla som klubbens farver og udnævnte sig selv som holdets første anfører. I årene mellem 1899 og 1903 spillede han 48 kampe og scorede mere end 100 mål, og i mange år derefter var han klubbens præsident og den drivende kraft bag dens fortsatte vækst og udvikling. I sit privatliv var han dog mindre heldig, og han begik selvmord den 30. juli 1930 som en mand, der var plaget af personlige og økonomiske problemer. Som en hyldest til klubbens grundlægger spiller FC Barcelona den dag i dag stadig sæsonens årlige åbningskamp i håb om at vinde Joan Gamper-trofæet.
Mere end fodbold, mere end en klub
FC Barcelona er bedst kendt for at spille fodbold af høj kvalitet, men Barça er mere end blot en fodboldklub. FC Barcelona er en alsidig sportsklub med professionelle og internationale tophold inden for både basketball, håndbold, futsal (5 spillere på hvert hold) og rulleskøjtehockey. Alle disse sportsgrene er utroligt populære i Spanien. Derudover har klubben stadig amatørsektioner inden for kørestolsbasketball, atletik, rugby, baseball, volleyball, hockey, ishockey og kunstskøjteløb. Udover Nou Camp-stadion ejer klubben også det tilstødende Mini Estadi (se foto); et stadion med en kapacitet på 15.000 tilskuere, hvor Barça B, Barça C og nogle gange også Barças ungdomshold spiller deres kampe. Holdene for basketball, håndbold og indendørsfodbold (futsal) spiller deres kampe på deres helt eget stadion ved navn Palau Blaugrana, der ligger tæt ved Nou Camp og som har en kapacitet på over 7.000 tilskuere. Derudover findes der en skøjtebane på Barças område. Klubbens slogan ‘més que un club’ (mere end en klub) vidner om, at FC Barcelona er andet og mere end blot en sportsklub, og det viser tydeligt at FC Barcelona udgør et symbol, der er dybt forankret i den catalanske uafhængighed og som støtter socialpolitiske temaer såsom uddannelse, kunst og kultur. Både i Catalonien og i udlandet er FC Barcelona utroligt aktiv inden for den sociale og humanitære udvikling.
FC Barcelonas logo
Det vi i dag kender som FC Barcelonas logo blev designet af Carles Comamala i 1910. Han spillede for klubben i årene mellem 1903 og 1912, og derudover var han både medicinstuderende og en dygtig kunstner. Han vandt en konkurrence der var arrangeret af klubben om at designe et nyt klublogo.
Siden da har den såkaldte ‘escudo’ fået nyt design op til flere gange (senest i 2002), men logoets grundlæggende udseende har ikke ændret sig. Det er stadig formet som en "olla", der er en traditionel catalansk madkrukke. Det røde kors på den hvide baggrund, der ses på logoets øverste venstre del, er Sankt Jordis kors, Cataloniens skytshelgen. Delen med de røde og gule streger symboliserer ‘senyera’, der er det officielle flag for Barcelona og Catalonien. Bogstaverne F.C.B. der ses nedenfor stregerne er selvfølgelig klubbens initialer, og fodbolden i den nederste del af logoet repræsenterer Barcelonas største sportsgren. Fodbolden er placeret på en baggrund holdt i blå og lilla, der er holdets farver.
Rundvisning på stadion og museet
Klubben kalder rundvisningen på stadion for “Nou Camp Experience”, og det er et ganske passende navn eftersom den omfatter et besøg på Barças museum, der i sig selv er lidt af en oplevelse. Det er det mest besøgte museum i hele Spanien! På denne rundvisning kommer man bagom kulisserne og besøger alt fra spillernes omklædningsrum til presserummet, VIP-boksen, den spændende spillertunnel og selve banen - ingen del af stadion holdes hemmelig! Museet indeholder ikke kun en samling af flotte trofæer; her kan man også gennemleve klubbens 111-årige historie og se flere bemærkelsesværdige personlige ejendele fra både spillere og trænere, der engang var tilknyttet klubben. Billetter til rundvisningen på stadion og museet kan nemt tilføjes online når du bestiller din fodboldrejse til FC Barcelona på vores hjemmeside.
Hvad betyder ordet “cule”?
I Spanien omtaler man generelt Barça-fans som “cules”, der bogstaveligt talt betyder “numse” eller “røv”. Udtrykket har sine rødder langt tilbage i klubbens mangeårige historie. I årene mellem 1909 og 1922 spillede FC Barcelona sine hjemmekampe på stadionet L'Escopidora, og tilhængere der ikke havde råd til billetten klatrede ofte op og satte sig på de vægge der omgav stadion, for på den måde at kunne overvære kampen. For de forbipasserende uden for stadion var det kun tilhængernes bagdele der var synlige, og det var altså dét, der gav dem tilnavnet “cules”.
UNICEF på ryggen af trøjen
År 2006 markerede afslutningen på en vidunderlig tradition, der havde fulgt FC Barcelona i 107 år, for det var året hvor man for første gang i klubbens historie viste navnet på en sponsor på den klassiske blå/lilla trøje. Det var dog ikke navnet på et kommercielt brand, som det ses i så mange andre klubber i verden, men i stedet logoet for UNICEF, der er FN’s børnerettighedsorganisation.
Hvor andre klubber modtager millioner af dollars fra deres trøje-sponsorer, så donerer Barça hvert år €0.5 mio. til UNICEF’s projekter for børn over hele verden. Gennem denne forbindelse til UNICEF, hvor også Lionel Messi spiller en vigtig rolle som UNICEF ambassadør, sørger klubben for at give et positivt bidrag til børn, der vokser op under svære omstændigheder såsom sult, fattigdom, sygdom eller krig. "Gennem sporten kan børn og voksne over hele verden blive forbundet med hinanden, og på den måde kan man formidle vigtige budskaber," siger Jan Bouke Wijbrandi, der er direktør for UNICEF Holland. UNICEF har nu gjort plads på trøjen til en ny aftale med Qatar Foundation. Med disse har klubben fornyligt indgået en 5-årig sponsoraftale til en skønnet værdi af €30 mio. om året.
Nou Camp
Nou Camp, der bogstaveligt talt betyder "ny bane", blev indviet den 24. september 1957 med en kamp mellem FC Barcelona og Legia Warszawa (4-2). Stadionet har en kapacitet på 99.354 tilskuere og er 48 meter højt, og banen måler 105 x 68 meter. FC Barcelona-museet og -butikken er placeret i samme kompleks. Udover fodboldkampe afholdes der regelmæssigt popkoncerter på Nou Camp, og den 17. november 1982 afholdt pave Johannes Paul II en messe på stadionet for 120.000 mennesker.
Totalfodbold
Det var den hollandske træner Rinus Michels der introducerede den såkaldte ‘totalfodbold’-spillestil i Barcelona, og et par år senere erobrede det hollandske landshold, under Michels ledelse, hele verden med denne særprægede stil. Det er ganske usædvanligt at denne spillestil stadig udgør en central del af den måde Barcelona spiller på i dag.
Canto del Barça (hymne)
Ved hver eneste hjemmekamp synger de passionerede Barcelona-fans denne hymne, og det er altid et meget imponerende øjeblik. Lær ordene udenad så du kan slutte dig til de næsten 100.000 andre fans når de synger ”El Canto”! Tot el camp, és un clam, (Hele banen er et råb) som la gent blaugrana, (vi er Blaugrana-folket) tant se val d'on venim, (uanset hvor vi kommer fra) si del sud o del nord, (det være sig syd eller nord) ara estem d'acord, estem d'acord, (nu er vi alle enige, er vi alle enige) una bandera ens agermana. (et flag forener os i broderskab.) Blaugrana al vent, (Blaugrana med vinden) un crit valent, (en tappert råb) tenim un nom, el sap tothom: (vi har et navn, som alle kender:) Barça! Barça! Barça! (Barça! Barça! Barça!) Jugadors, seguidors, (Spillere, tilhængere) tots units fem força. (sammen er vi stærke.) Són molts anys plens d'afanys, (Der var mange succesfulde år) són molts gols que hem cridat, (vi har scoret mange mål) i s'ha demostrat, s'ha demostrat, (og det er bevist, det er bevist) que mai ningú no ens podrà tòrcer. (at ingen nogensinde kan slå os.) Blaugrana al vent, (Blaugrana med vinden) un crit valent, (en tappert råb) tenim un nom, el sap tothom: (vi har et navn, som alle kender:) Barça! Barça! Barça! (Barça! Barça! Barça!)
Barcelona
Barcelona er en fantastisk by og en perfekt destination for en weekendferie med masser af afslapning. Denne pulserende by har meget at byde på i form af kultur, mad, festivaler, sport og mode. Barcelona byder på imponerende og unikke Gaudí-bygninger, og den smukke strand og strandpromenade giver Cataloniens hovedstad sin helt egen identitet. Når du besøger Barca kan du både nyde fantastisk fodbold og en smuk by med en tilbagelænet og afslappet atmosfære.

By-information
Her er en oversigt over Barcelonas højdepunkter:
Rundvisning på Nou Camp
Stadionet Nou Camp står selvfølgelig øverst på listen over de attraktioner du kan opleve i Barcelona. Den rundvisning der viser stadion og museet bagom kulisserne er et fantastisk supplement til den kamp du overværer.
Nou Camp-rundvisningen er en fantastisk tilføjelse til den kamp du overværer under dit besøg.
Turen foregår på egen hånd, og du kan besøge alle stadionets vigtige områder i dit eget tempo, herunder museet, trofæ-montren(e), præsidentens terrasse, omklædningsrummene, spillernes tunnel og banen. Det er utroligt imponerende at se et så stort stadion nede fra banen, og der findes faktisk folk, som synes at et tomt stadion er mere imponerende end et fyldt! Vi har alle forskellige præferencer, men uanset hvad du foretrækker så er en rundvisning på Nou Camp stadion et absolut must på din fodboldrejse til Barcelona! Det er nemt at booke rundvisningen samtidig med din fodboldrejse. Du vil modtage din voucher til rundvisningen sammen med dine billetter, som vil blive leveret til hotellets reception. I stadionets åbningstider kan du tage turen på egen hånd.
Sagrada Família
La Sagrada Família er en af Barcelonas unikke og mest specielle seværdigheder. Kirken blev designet af Antoni Gaudí som er manden bag mange af Barcelonas særlige bygninger.
La Sagrada Família er et af byens vartegn.
Det er ikke kun kirkens arkitektur, der er unik og anderledes - også byggeriets gang og udvikling gemmer på en helt speciel historie. Den første sten blev lagt i år 1882, men den dag i dag er man stadig i gang med at bygge på La Sagrada Família, og den forventede slutdato er i år 2026. Alligevel, eller måske netop af den grund, bør du helt sikkert sørge for at aflægge denne unikke kirke et besøg når du er i Barcelona! Du kan købe billet til at besøge både kirken og dens museum, og du kan finde mere information på den officielle hjemmeside for La Sagrada Família. Det er utroligt nemt at komme til kirken. Du skal blot tage metroen og stå af på La Sagrada Família, og når du går ud af stationsbygningen kan du se den imponerende bygning lige foran dig. Metro: Sagrada Família
Las Ramblas
Las Ramblas er en samling gågader der løber fra Plaça de Catalunya i centrum af byen og ned til havnen. Området er beliggende i byens hjerte, og her kan du finde masser af gadekunstnere, markedsboder, caféer og butikker under de skyggefulde træer.
Las Ramblas - et berømt område i hjertet af Barcelona.
Las Ramblas ligger i nærheden af den gotiske bydel, Plaça de Catalunya og havnen og er et af de vigtigste områder i Barcelona. Metro: Liceu, Catalunya og Drassanes
Casa Mila
Denne lejlighedsbygning ligger på shoppinggaden Passeig de Gracia, og den blev designet af Antoni Gaudí og stod færdig i 1910. Da Casa Mila blev bygget var huset både innovativt og unikt, helt ligesom mange af Gaudís andre byggerier. Bygningen har stadig sin magiske tiltrækningskraft, og det er især de bølgende og næsten surrealistiske former der gør Casa Mila så speciel.
Bygningen er også kendt som 'Le Pedrera' og har siden 1984 været en del af UNESCOs Verdensarvsliste. Byggeriet blev oprindeligt bestilt af den adelige Mila-familie, og i dag ejes huset af Caixa Bank. Det kan anbefales at gå indenfor og besøge museet, hvor man skal betale for at besøge lejligheden på husets 2. sal. Lejligheden er stadig møbleret med de autentiske møbler, og besøgende har adgang til taget, der er som en hel have af eventyrlige statuer! Metro: Passeig de Gracia
Casa Batlló
Dette er endnu et af de berømte 'Gaudí-huse', der ligesom Casa Mila ligger på Passeig de Gracia. Byggeriet blev bestilt af tekstilhandleren José Batlló I Casanovas og stod færdig i 1906. Huset har kun få hjørner og minder derfor om både Casa Mila og næsten alle Gaudís andre værker.
De mange kurver og e farvestrålende mosaikker der dækker hele facaden giver dette smukke hus et eventyrligt udseende. I dag ejes huset af Bernat-familien, der er kendt for Chupa Chups-slikkepindene, og det er ikke åbent for offentligheden. Metro: Passeig de Gracia
Plaça Reial
Denne smukke plads ligger midt i byen ved siden af Las Ramblas i den gotiske bydel Barri Gòtic, og hvis vejret er til det er pladsen et fantastisk sted at slappe af med en kølig aftendrink på en af de mange terrasser. Metro: Liceu
Barceloneta
Barcelona er på mange måder en helt speciel by, og distriktet Barceloneta, stranden og strandpromenaden udgør vigtige grunde til hvorfor denne by adskiller sig fra andre byer. Det er ikke mange steder i verden du kan kombinere en byvandring med en drink på strandpromenaden eller en svømmetur i havet, men i Barcelona kan det lade sig gøre, for her kan dagen afsluttes med en tur i Middelhavet. Barceloneta er stedet hvor du kan slentre langs den lange boulevard, spise frokost på en af de fantastiske restauranter eller blot slappe af på standen.
I Barcelona er stranden altid lige i nærheden, især i Barceloneta.
Fra maj til september er vandet varmt nok til at du kan svømme i havet, selvom de ægte entusiaster dog tager sig en dukkert hele året rundt! Barceloneta ligger i gåafstand fra byens centrum. Metro: Barceloneta
Parc Güell
I år 1900 bestilte en af Barcelonas førende borgere ved navn Easuebi Güell byggeriet af en park skabt af Gaudí, og parken blev doneret til byen. I Parc Güell kan man opleve den særlige stil, der er så typisk for Gaudís værker, og du vil uden tvivl blive imponeret over parkens næsten surrealistiske billeder og ornamenter, der er skabt af et væld af mosaikker. Siden 1984 har Parc Güell været en del af UNESCOs Verdensarvsliste.
I Parc Güell - den berømte park der er designet af Gaudí.
Når du opholder dig i Gaudís by bør du helt bestemt besøge denne park! Der er gratis adgang, og det er nemmest at komme hertil med metro. Der er dog også et busstoppested for linje 24 i nærheden af parken. Fra centralstationen Vallcarca tager det kun 10 minutter at køre til Parc Güell med metroen, linje 3. Stå af på Lesseps og gå de sidste 800 meter til selve parken. ligger. Se på kort.
La Boqueria
Markedet La Boqueria ligger midt i Barcelona, og her kan man købe masser af skønne og friske produkter. Udvalget af varer er ganske imponerende, og på La Boqueria kan du købe velsmagende lækkerier du kan tage med hjem. Markedet er en typisk spansk attraktion som man helt sikkert bør opleve.
I Det er et must at besøge La Boqueria, også selvom du ikke køber noget.
Her kan du nyde duften af friskrøgede ibérico-skinker, synet af de mange boder med farverige frugter og grøntsager, og selvfølgelig lyden fra de typiske markedsfolk der sælger lækre varer. Overalt ses postkortmotiver og det hele kan opleves midt i Barcelona-området Las Ramblas! Markedet ligger tæt ved metrostationen Liceu. Det kan være svært at finde frem til indgangen til markedet, og derfor er det en god idé at spørge om vej. Metro: Liceu eller Plaza Catalunya Passeig de Gracia Denne majestætiske hovedgade fører fra Plaça de Catalunya i hjertet af Barcelona til Gracia-området i den nordlige del af byen. Passeig de Gracia er bedst kendt for sine store internationale mærkevarebutikker og de spanske tøjkæder Zara, Mango og Massimo Dutti. Hvert år besøges gaden og Barcelona af op til 7 mio. turister. Denne 'paseo' ligger midt i byens centrum men man kan også komme hertil fra metrostationerne Catalunya og Passeig de Gracia.
Oplevelser vores kunder har haft

Det hele var alt over for venting
Det hele var alt over for venting
Spændte på den længe ventede tur der endelige skulle finde sted slut marts, modtog vi som lovet rejsedokumenter mv. ca 1 uge før afrejse. Flybillet information medfulgte og så var det bare at taste ind i KLMs app, så vi kunne have boardingkort med på telefonen, perfekt ;) Billetterne til kampen var blevet lovet til selve kampdagen, men ankom per email aftenen før og da vi vendte tilbage til hotellet lå billetterne printede og klar til os på værelset; perfekt :) Kampen, lokal derby mod Espanyol, var fantastisk. Vild stemning med 92000 tilskuere, super vejr og 2 mål af Messi; perfekt ;) Alt i alt kan vi kun give vores bedste anbefalinger til fodboldtravel.dk. Alt klikkede og blev leveret som lovet. Vi vender tilbage næste gang vi skal på fodboldrejse.
Tip: La Sagrada Familia er absolut et besøg værd. Tag en guidet tur på Camp Nou, guiderne er virkeligt gode og vidende.
Vi har haft en virkelig god oplevelse med at rejse med fodboldtravel til Barcelona , for at se kamp på Camp Nou Fodboldtravels hjemmeside var nem at bruge og ca 10 dage før rejsen, modtog jeg en mail fra fodboldtravel hvor alle links til de bestilte valg til rejsen var vedhæftet, incl. Fly og Billetter til stadion, det var blot at printe det hele ud. Før jeg opdagede det havde Margit hos fodboldtravel bemærket at den ekstra bestilte bagage, jeg havde ønsket på rejsen ikke var noteret på rejse beviset, og hun sendte straks en mail hvor hun havde fået det ordnet, med at få den ekstra bagage med, og vedhæftet nyt rejse bevis. Virkelig god service Alt på rejsen fungerede som det skulle. Selv om det var 1. Dec var vejret i top i Barcelona 16 gr. Og vindstille, vi nåede at opleve byen og se andre serværdigheder Barcelona har at byde på udover Camp Nou. Som var en oplevelse i sig selv.
tip: Det var nemt at komme rundt i byen til fods eller med metroen, som vi hurtigt fandt systemt i af bruge, folk i Barcelona var utrolig hjælpsomme med at vise os hvordan det fungerede mht køb af billetter til bus og metro. Vi havde som ekstra bestilt rundvisning på Camp Nou, og den oplevelse skal man ikke snyde sig selv for, det var en kæmpe oplevelse at se stadion, se museet med historien om klubben og ikke mindst se alle pokalerne, en kæmpe oplevelse at komme helt tæt på fodbold holdet og se spilleturnellen, sidde i de bløde sæder på udskifte bænke helt nede ved banen. Og opleve stemningen.
Har lige været på en fantastisk fodboldrejse med min søn til Barcelona. Vi så en fremragende fodboldkamp mellem FCB og Sevilla med lækre mål og super stemning på Camp Nou. Alt fra bookingen var gennemført på nettet fungerede upåklageligt og vi har i den grad nydt opholdet i den catalanske hovedstad. Nok ikke sidste gang vi napper en fodboldkamp i Barcelona.
tip: Metroen får dig hurtigt og billigt rundt i byen så køb et titurskort med det samme. Det betaler sig!
Det har været en fantastisk tur både fly,ophold og service og ikke mindst stemning på stadion
tip: Husk tag til FCB kamp! Det er en fantastisk stemning
Det hele var meget fint planlagt fra fodboldtravel side, vi fik billetterne til kampen nogen timee før planlagt. Så alt i alt super service. De to gange jeg har rejst med fodboldtravel, har der ikke været nogen former for problemer.
Tip: Tag på stadionrundvisninger, det er sku noget helt specielt.
Far og datter weekend i Barcelona
Super let at booke rejsen til Barcelona, og praktisk at der er fly med i pakken - endda direkte fly, hvilket var svært selv at finde som alternativ. Fodboldtravel.dk havde ingen dansk repræsentant da vi bookede, hvilket gav lidt utryghed, da vi ikke modtog information som bedkrevet hjemmesiden. Men ved opkald til deres Hollandske hovedkontor, via det danske telefonnummer, blev utrygheden hurtigt fjernet. De kunne hurtigt informere og kendte alt til lige netop vores rejse. Jeg rejste med min 12 årige datter og vi havde valgt et hotel i midtbyen, for at opleve lidt af byen også. Det fungerede fint og det var let at tage metro til stadion, hvor vi naturligvis brugte meget tid - både på kampdagen, men også i forbindelse med rundtur på stadion. Book rundturen hjemmefra og slt god tid af til at nyde den - og sæt også god tid af til at snuse rundt i shoppen - det er gide oplevelser. Alt i alt en fantastisk oplevelse - krydret med en storsejr til Barcelona på 5-2 .... endda uden en skadet Messi.
"Mine venner og jeg havde i mange år talt om at tage på en fodboldrejse, før vi endelig tog springet og bookede en weekend med VoetbalTravel.nl* for at se FC Barcelona mod Valencia. Alt var perfekt, og ved ankomsten til hotellet fandt vi ud af at vores kampbilletter allerede var blevet leveret. Vi fik tildelt fantastiske pladser på Camp Nou-stadion, og det var i sig selv ganske imponerende.
Hotel Aranea var godt og lå i nærheden af Sagrada Família, hvor der er stoppested for bussen, som man frit kan hoppe af og på. Alt var helt perfekt, og vi havde fantastisk vejr og en fantastisk kamp. Der var omkring 90.000 tilhængere på stadion (der dog var tomt kun 5 minutter efter kampen var fløjtet af)."
"Jeg ønskede at se en fodboldkamp i en stor udenlandsk klub sammen med min 8-årige søn, og efter at have søgt på Google fandt jeg hjemmesiden VoetbalTravel.nl*. Det var både nemt og hurtigt at finde den rejse vi ønskede, nemlig en kamp mellem FC Barcelona og Real Madrid. Den såkaldte rejserådgiver var venlig og detaljeret, og vi fik klar og tydelig information. Rejsen gik fint, og hotellet var godt og havde utroligt venligt personale i receptionen. Værelset var luksuriøst, veludstyret og med havudsigt. Selve kampen var helt fantastisk med næsten 100.000 fans på tribunerne, en fantastisk stemning, souvenirs der var til at betale og venlige spaniere. Kampen endte med 1-0 til FC Barcelona, og det udløste en kæmpefest i centrum af Barcelona. Den følgende dag tog vi på byrundtur og til forlystelsesparken Tibodabo, som har udsigt over bjergene over Barcelona by. Vi havde kort og godt en mægtig tur, og det var en dejlig far-søn-weekend, der ikke vil blive glemt."
Fremragende tur alt klappede som det skulle , kan kun anbefale andre at rejse med FodboldTravel.dk